Sådan bliver du klar til bilsyn

Det er blevet den tid igen. Din bil er blevet kaldt til syn. Åh nej, tænker du. Hvad gør jeg? En stor regning passer bare sjældent rigtig godt ind i budgettet. Faktisk er der en del, du kan gøre for at komme så smertefrit som muligt gennem et bilsyn. Det kan du læse mere om i det følgende.

Hvornår skal min bil synes?
Men før du finder ud af, hvad du selv kan gøre inden synet, må du først blive klar over, hvornår og hvor ofte din bil skal synes.

Og bare rolig. Du skal ikke selv holde styr på, hvornår det er tid til syn. Færdselsstyrelsen sender dig en indkaldelse til syn otte uger inden synsfristen. Når du modtager indkaldelsen, skal du dog selv sørge for at bestille tid til et bilsyn.

Har du en almindelig personbil, skal den til syn for første gang fire år efter, bilen er indregistreret. Derefter skal den synes hvert andet år.

Bilsyn – hvad kan jeg selv gøre?
Først og fremmest kan det være en god idé at bestille et synstjek hos et autoværksted inden synet. Går din bil ikke gennem synet i første omgang, kan du risikere at skulle betale for endnu et syn. Og oven i det kommer så de udbedringer, du skal betale en mekaniker for at ordne.

Hvis du gerne vil skabe de bedste betingelser for at få din bil gennem synet i første hug, er der en række ting, du selv kan gøre.

Gå din bil igennem og tjek følgende:

Billygter – lyser de, som de skal?

Et god sted at starte er at gennemgå alle bilens lygter og blinklys. Lyser de, som de skal? En defekt eller svag pære kan koste dig et omsyn, og det er en ærgerlig pris at betale, da det koster forholdsvist lidt at få skiftet en pære. Husk også at kontrollere, om de forskellige funktioner fungerer. Det kunne eksempelvis være:

  • Tågelys – både foran og bagpå
  • Stoplys
  • Blinklys hele vejen rundt på bilen inkl. katastrofeblink
  • Tjek desuden, at lygteglassene er intakte og ikke er mærket efter eksempelvis stenslag.


Tjek mønsterdybden på dine bildæk
Her kan du selv se efter, hvordan slidtagen på dine dæk er. Hvor dybt er mønstret på dine dæk? Er rillerne ikke særligt dybe, tyder det på, at dækkene trænger til at blive skiftet.

En nem måde at tjekke det på er, at bruge en almindelig 10- eller 20-krone til at måle dækkets mønsterdybde. Hele vejen rundt i kanten af en 10- eller 20-krone er der et bånd med tekst – fra yderkanten af mønten til det inderste af tekstbåndet er der ca. 3 mm. Er mønsterdybden på dine dæk mindre end de 3 mm., er dine dæk så slidte, at det er tid til at skifte dem ud.  

Og skal du alligevel have nye dæk, kan du jo lige så godt gøre det før bilsynet!

Stenslag spolerer synet
Det vigtigste her er forruden, så koncentrer dig om den. Forruden skal være fri for klistermærker og eventuelle stenslag inden for synsfeltet.

Er din forrude meget ridset, kan du også risikere, at bilen ikke går gennem synet.

Husk også at sikre dig, at både viskere og sprinklervæske fungerer problemfrit.

Tryk hornet i bund
Endnu en ting du selv kan tjekke. Bilens horn skal lave en høj og klar lyd, og der skal ikke gå for lang tid mellem tryk og lyd.

Har du brug for et synstjek?
De ovennævnte punkter er ting, du selv relativt let kan tjekke op på. Resten kræver for de flestes vedkommende hjælp fra en mekaniker. Det kan være et tjek af ting som:

  • Bremseevne
  • Styretøj
  • Motorrum
  • Karrosseri
  • Undervogn


Hvis du vil være på den sikre side, står CarPeoples mekanikere klar til at gøre din bil klar til at stryge gennem synet.