Elbil og vinter: Dette skal du være særligt opmærksom på

Koldt vejr stiller nye krav. Kulde påvirker både bilens rækkevidde, komfort og køreegenskaber på en anden måde, end man måske er vant til. Heldigvis handler det ikke om store kompromiser, men om at være lidt mere forberedt. Her er de vigtigste ting, du bør vide, når temperaturen falder.

Kulde koster rækkevidde
Batterier fungerer bedst ved moderate temperaturer, og i frostvejr bruger bilen mere energi på både opvarmning af kabine og batteri. Det betyder, at du kan opleve 20–30 % kortere rækkevidde på korte ture, hvor batteriet aldrig når at blive helt varmt.

Det er ikke farligt, og du kommer stadig frem, men du skal planlægge dine ladninger lidt tættere og være mere opmærksom på, hvor meget strøm du har tilbage. Det kan være en fordel at forvarme bilen, da batteriet hurtigere kan tage imod strøm, når det er varmt. Akkurat som det er tilfældet med fossilbiler, vil elbilen kører længere pr. kWh, når batteriet har driftstemperatur ved afgang.

Brug forvarme og varmepumpe
De fleste elbiler har mulighed for at forvarme kabinen, mens bilen stadig er koblet til laderen. Det betyder, at du kan køre afsted i en varm bil uden at bruge af batteriet. Har bilen varmepumpe, er det en klar fordel, fordi den bruger langt mindre energi end almindelig elvarme.

Et godt tip er at bruge sæde- og ratvarme i stedet for blæseren, hvis du vil spare strøm. Det kræver meget mindre energi og gør faktisk ofte bilen hurtigere varm, der hvor du mærker det mest.

Regenerativ bremsning i glat føre
Elbiler bremser ofte automatisk, når du slipper speederen. Det kaldes regenerativ bremsning, hvor motoren bremser bilen og samtidig genindvinder strøm. Det fungerer glimrende på tør vej, men på glat underlag kan det give uventet opbremsning ved høj regenerationsindstilling.

På is og sne kan det derfor være en god idé at skrue ned for regenereringen, hvis din bil tillader det, så bilen opfører sig mere som en almindelig bil under nedbremsning. Det giver en mere forudsigelig køreoplevelse og mindsker risikoen for udskridning.

Dæk og vinterklargøring
Som med alle biler er vinterdæk afgørende. Men fordi elbiler er tungere end benzinbiler, stilles der lidt højere krav til dækkene. Det gælder både mønsterdybde og dæktryk, fordi lavt dæktryk i kulde både forringer rækkevidde og køreegenskaber.

Det er også en god idé at få tjekket undervogn og bremser, da regenerativ bremsning betyder, at de fysiske bremser bruges mindre og derfor kan få tendens til at ruste. Et hurtigt eftersyn før vinteren kan sikre, at alt fungerer som det skal.

Batteriet har det bedst, når det bruges
Mange elbilister tror, at batteriet lider i vinterkulde, men det vigtigste er faktisk, at bilen bliver brugt jævnligt. Det holder batteriet aktivt og sikrer, at systemerne varmer og beskytter cellerne, som de skal.

Lader du hjemme, så sæt bilen til opladning ofte og lidt ad gangen, i stedet for at vente til den er næsten tom. Batteriet har det bedst, når det arbejder i et nogenlunde stabilt spændingsniveau.