Bremser

Har du styr på, hvordan din bils bremser fungerer? Og ikke mindst hvordan du sikrer, at de bliver ved med at fungere?

Bremserne er din bils vigtigste sikkerhedsudstyr

Det vigtigste sikkerhedsudstyr i din bil er uden tvivl dine bremser. Bremsesystemet er vigtigt både for din kørsel, men i den grad også for din sikkerhed. De skal sikre, at du kan standse bilen på et øjeblik og undgå ulykker, når du kører.

Derfor skal dine bremser selvfølgelig virke fejlfrit. Desværre opdager mange først defekte bremser, når det er for sent.

Det er en god idé at vide, hvad du skal være opmærksom på, og hvad du selv kan gøre for at sikre, at dine bremser fungerer optimalt hele tiden.

Undgå problemer med dine bremser
Sne og salt er hårdt ved din bils bremser. Men også grus og andet skidt fra vejene kan give rust og medføre ødelagte bremsedele, nedsat bremseevne og i værste fald bremsesvigt.

Du bør altid tjekke bremserne, hvis:

  • Du hører lyde, som ikke plejer at være der. F.eks. hvis bremserne larmer, når du drejer.
  • Bilen trækker til siden, når du bremser
  • Bremsepedalen kan trykkes i bund og virker ”svampet”.

Man kan dog ikke altid umiddelbart se eller høre, hvis der er problemer med bremserne. Så hvis du vil være sikker på, at dine bremser virker, som de skal, bør du få dem skilt ad og tjekket.

Bremsekaliber, -skiver og -klodser
Nogle af de væsentligste komponenter i din bils bremsesystem er bremsekaliberen, bremseskiverne og bremseklodserne.

Bremseskiver er de skiver, som er monteret på hvert hjul og drejer rundt sammen med hjulet. På skiverne sidder en bremsekaliber med bremseklodser, som er dem, der klemmer om skiven, når du trykker på bremsepedalen.

Når bremseklodserne slår ned på bremseskiverne, opstår der friktion mellem komponenterne, og når det sker samtidig på alle fire hjul, vil farten aftage stille og roligt, indtil bilen til sidst står stille.


Kontroller bremseskiver og bremseklodser
Hver gang du træder på bremsen, slider du lidt af bremseklodserne. Derfor er det uundgåeligt, at de skal skiftes på et tidspunkt. En tommelfingerregel er, at du bør tjekke dine bremser omkring hver 15.000 kilometer, eller hvis du oplever noget mærkværdigt med dine bremser.

Bremsekloderne sidder på begge sider af hjulet, og derfor er du nødt til at tage hjulene af og skille bremsesystemet ad, hvis du vil være sikker på, at de er i orden. Når du tjekker dem, skal du være opmærksom på ujævne overflader, revner eller buler. Det er tegn på, at de ikke er i god stand.

Det er også en god ide at rense bremserne for bremsestøv. Hvis du er i tvivl, bør du kontakte dit CarPeople-værksted. De kan også rådgive dig om den rette tykkelse på komponenterne.


Det hydrauliske bremsesystem
Både driftsbremsen og nødbremsen er dele af et 2-kreds bremsesystem, som gør, at hvis den ene ikke virker, kan du stadig bremse med den anden. Nødbremsen er altså den bremse, der sætter ind, hvis driftsbremsen går i stykker.

Driftsbremsen er den, du anvender med fodpedalen. Den skal virke på alle hjul og få bilen til at bremse sikkert og hurtigt ved alle hastigheder. Det er vigtigt, at du ikke kan træde bremsepedalen i bund, når du træder hårdt, ligesom den heller ikke må synke.

2-kreds bremsesystemet er et hydraulisk system. Det betyder, at det virker med væske, nemlig bremsevæske.


Bremsevæske
Det er bremsevæske, der gør din bremsefunktion optimal. Væsken hjælper med at skabe tryk nok til at kunne bremse bilen, uden at du skal op at stå på fodpedalen.

Der bør altid være den rette mængde bremsevæske på bilen. Beholderen til bremsevæsken er i motorrummet og skal påfyldes til et sted mellem min. og max. Du bør jævnligt tjekke, om der er nok væske i. Påfylder du ofte, skal du få tjekket, om slangerne eller beholderen er utæt.

Bremsevæsken må heller ikke for gammel eller i dårlig stand. Over tid kan der komme vand i væsken, hvilket mindsker det hydrauliske tryk og dermed bremsernes funktionalitet. Vi anbefaler, at du skifter bremsevæske ca. hvert andet år.

Hvad er ABS-bremser
ABS-bremser står for Anti-Blokerings-System og er med til at sikre, at hjulene ikke blokerer, når du bremser hårdt op. ABS-bremser aktiviseres altså typisk, når du laver en katastrofeopbremsning.

Uanset hvor hårdt du træder på bremsen, bliver hjulene ikke blokeret, hvilket gør, at du stadig kan styre bilens køreretning, og bilen ikke skrider ud.

ABS-bremsesystemet er en sikkerhedsforanstaltning, der efterhånden findes i de fleste biler – heldigvis.


Test dine bremser af
Har du aldrig prøvet, hvordan din bil opfører sig, når du laver en katastrofe-opbremsning, og ABS-bremserne sætter ind, bør du prøve det. Pedalen kan nemlig godt hoppe lidt og få bilen til at larme, hvilket kan føles ubehageligt, hvis du ikke kender følelsen.

Generelt anbefaler vi, at du jævnligt provokerer bremserne lidt for at tjekke deres funktionalitet. Find et øde sted eller en lukket vej, og tjek din bils bremser af i glat føre.

Vær opmærksom på, at hvis bremserne svigter, skal du undgå at trække i håndbremsen. Det kan nemlig få bilen til at spinne rundt og gøre uheldet værre. I stedet skal du forsøge at køre bilen over i et ufarligt område og geare ned, så bilen langsomt glider i stå.


Vedligehold bilens bremser
Det er altid en god ide at vedligeholde din bils bremser, uanset om du kører meget, eller du kører lidt.

Mange tror fejlagtigt, at man kun får problemer med sine bremser, hvis man kører meget, og dermed slider på bremseklodserne og de øvrige komponenter.

Men selv hvis du kun kører få kilometer om året, kan du stadig risikere at få bremseproblemer. Så kan bremserne nemlig ruste sammen og få stempler og glidestykke til at sidde fast, hvilket gør, at bremserne slet ikke virker.


Gode tips til at spare på dine bremser

  • Slip speederen i god tid
  • Gear ned for at motorbremse
  • Tryk let på fodbremsen og i god tid
  • Ryd op i bilen – jo tungere bil, jo mere belastning på bremseskiverne
  • Få serviceret bremserne regelmæssigt


Service af bremser
Din bils bremsefunktion bør være fejlfri – altid. Vi anbefaler, at du får udført bremseservice på bilen mindst én gang om året, eller evt. når du alligevel får skiftet dæk.

Får du tjekket bremserne jævnligt, kan du nemlig også hurtigere spotte og løse eventuelle problemer, inden de vokser sig større og dyrere.

Har du brug for hjælp til at få serviceret dine bremser, tilbyder vi hos CarPeople et bremseeftersyn i topklasse. Vi skiller dine bremser ad, samt renser og smører dem, så du kan forlænge deres levetid. Er det nødvendigt at skifte bremserne helt, klarer vi også det. Kontakt dit lokale værksted for at få en pris.